Solisterne

H.C. Andersen og Søren Kierke­gaard rejser sammen ned gennem Europa sidst i 1849 med Rom som endemål. Undervejs udveksler det umage par tanker om kærligheden, angsten, glæden, selvet, døden og livet derefter, men berører også deres kunstneriske virksomhed og den udeblevne anerkendelse, pressens tilta­gen­de dominans og den vildtvoksende natur­videnskab, folkestyrets frem­march og kristen­dommens krise. I dag­bogs­optegnelser fastholdes indtryk fra rejsen, den indre såvel som den ydre, mens en serie selvbiografiske tilbageblik gengiver nogle af de episoder i solisternes livshistorier, der bidrog til deres globale efter­mæle. Bogen er et livfuldt og sansemættet rejseeventyr, som bringer læseren vidt omkring i soli­sternes livsan­skuelser og værker, men også dybere ind i sig selv. Trods indbyrdes forskelle viser der sig mellem solisterne at være adskillige lig­he­der og derved ansatser til en gensidig sympati, som til forveks­ling ligner ven­skabet. Mod rejsens slutning modnes i den ene af solisterne en beslutning, der får livsomvæltende betydning.